Idrætsforbundet

Idrætsforbundet

Grønlands Idrætsforbund (GIF), på grønlandsk Timersoqatigiit Kattuffiat, er Grønlands nationale idrætsorganisation og den overordnede paraplyorganisation for den organiserede idræt i landet. Forbundet blev stiftet den 3. september 1953 med det formål at samle og styrke idrætten i Grønland samt skabe bedre rammer for idrætsudøvelse på tværs af byer og bygder.

Grønlands Idrætsforbund organiserer i dag idrætten gennem ni specialforbund og 20 idrætsforeninger uden specialforbund, som tilsammen omfatter foreninger og klubber i hele landet. GIF fungerer som samlende interesseorganisation for idrætten og varetager både breddeidræt og eliteidræt samt repræsentationen af grønlandsk idræt nationalt og internationalt.

Forbundet arbejder for at fremme sundhed, fællesskab og fysisk aktivitet blandt hele befolkningen og spiller en central rolle i udviklingen af frivillighed, uddannelse af ledere og trænere samt gennemførelsen af idrætsprojekter og større nationale og internationale arrangementer. Grønlands Idrætsforbund har desuden en tydelig vision om, at Grønland i 2030 skal være verdens mest fysisk aktive samfund

 

Idrættens lov i Grønland

Idrætten i Grønland er reguleret af Inatsisartutlov om idræt og motion, som har til formål at fremme idræt, herunder konkurrenceidræt, og motion med henblik på at styrke borgernes sundhed, trivsel samt fysiske, psykiske og sociale udvikling.

Ved idræt forstås fysiske aktiviteter, der udøves for motion og rekreation, mens konkurrenceidræt er den del af idrætten, der udøves efter fastsatte regler og indeholder et konkurrenceelement. Idrætten i Grønland omfatter både organiseret idræt i foreninger og selvorganiseret motion i hverdagen og er åben for alle aldersgrupper og niveauer.

Loven lægger vægt på, at idræt og motion skal foregå under trygge, sikre og sunde rammer, herunder med fokus på børns trivsel, antidoping, fair konkurrence og forebyggelse af manipulation af idrætskonkurrencer. 

Den organiserede idræt varetages i Grønland af Grønlands Idrætsforbund, som er den nationale og officielle repræsentant for idrætten og en central aktør i udviklingen af både breddeidrætten i samarbejde med specialforbund, kommuner og Naalakkersuisut.

Organisering

Grønlands Idrætsforbunds vedtægter fastlægger forbundets formål, opgaver, organisatoriske opbygning samt principper for ledelse, økonomi og ansvar. Forbundet ledes af et repræsentantskab, som er forbundets øverste myndighed, og som vælger en bestyrelse, der har det overordnede strategiske og politiske ansvar for forbundets arbejde.

Den daglige drift varetages af en administration, som arbejder under bestyrelsens ansvar og sikrer gennemførelse af repræsentantskabets og bestyrelsens beslutninger. Grønlands Idrætsforbund understøtter sine medlemsforbund gennem rådgivning, uddannelse, udviklingsprojekter og økonomisk administration samt ved at repræsentere grønlandsk idræt nationalt og internationalt.

Grønlands Idrætsforbund er en paraplyorganisation for specialforbundene og arbejder for at skabe fælles rammer for en tryg, sikker og ansvarlig idrætsudøvelse. 

Samarbejde

Ud over den klassiske forenings- og forbundsstruktur har Grønlands Idrætsforbund i de senere år styrket sit arbejde med projekter, udviklingsinitiativer og strategiske samarbejder. Formålet er at løfte idrætten i Grønland bredt – både i byer og bygder – og skabe bedre adgang til idræt, motion og fællesskab for alle målgrupper.

Forbundet arbejder i stigende grad med tidsafgrænsede og målrettede projekter, som kan understøtte nationale visioner, politiske målsætninger og lokale behov.

En central del af Grønlands Idrætsforbunds udviklingsarbejde er samarbejdsaftaler med kommunerne. Aftalerne danner ramme for fælles indsatser, hvor forbundet og kommunerne arbejder sammen om at styrke den lokale idræt og motion gennem koordination, videndeling og fælles projekter.

Samarbejdet tager udgangspunkt i lokale behov og prioriteringer og har til formål at skabe sammenhæng mellem nationale strategier og den praktiske idrætsudvikling tæt på borgerne. Kommunerne er dermed vigtige medspillere i arbejdet for stærke og bæredygtige idrætsfællesskaber i hele Grønland.

Aktuelt

Aalasa - sammen sætter vi Grønland i bevægelse

22. april 2026
1 minuts læsetid

Parasport

22. april 2026
2 minutters læsetid

Flere skal løfte visionen

5. marts 2025
2 minutters læsetid

Grønlands idrætsforbunds årlige Repræsentantskabsmøde afholdt

24. oktober 2024
2 minutters læsetid

Idræt for børn styrkes

7. august 2024
3 minutters læsetid

Grønlands Idrætsforbund styrker samarbejde på tværs af specialforbund og idrætten i Grønland

9. april 2024
2 minutters læsetid

Grønlands deltagelse til AWG handler om meget mere end præstation og medaljer

24. marts 2024
3 minutters læsetid

Grønlands Idrætsforbund og Kommune Kujalleq går hånd i hånd mod en sundere og mere inkluderende fremtid!

1. februar 2024
2 minutters læsetid

Ataatsimoorluta Aalasa starter de første workshops i Qeqqata Kommunia

6. november 2023
2 minutters læsetid

Claus Nielsen bliver ny formand

23. oktober 2023
3 minutters læsetid

Grønlands Idrætsforbund fylder 70 år

1. september 2023
1 minuts læsetid

Island Games 2023

7. juli 2023
2 minutters læsetid
Vi er her for dig
Find en medarbejder

Vi er her for dig

Hvis du har spørgsmål, kan du kontakte os på mail eller telefon alle hverdage.
Find medarbejder